Aldershvile Slotspavillon ligger i den smukke Aldershvile Slotspark,
der med sine store plæner, kanaler og broer dannede ramme om Aldershvile Slot, som blev bygget i 1790erne, nedbrændte i 1909, og i dag kun har murene stående tilbage.
I begyndelsen af 1920erne opførtes Aldershvile Slotspavillon af grosserer Carl Olesen fra København. Han ønskede sig en sommerresidens med den bedste udsigt, penge kunne købe.
Gladsaxe kommune købte Slotspavillonen og parken efter Carl Olesens død, og den 10. maj 1928 åbnede man restauranten for offentligheden.
Aldershvile Slotspavillon har siden 2007 været forpagtet af restauratør Thomas Stilling,
der har en fortid på Den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg, Divan 2 i Tivoli,
engelske The Savoy Hotel Group samt Hotel Hesselet i Nyborg.
I 2015 trådte Rick Kornaat ind i den daglige ledelse og travle hverdag.
Rick Kornaat har en fortid inden for filmproduktion og catering i Australien og deltager aktivt i den daglige gang og gæstekontakt.
Aldershvile har til alle tider været et yndet udflugtsmål.
Gæster kommer fra nær og fjern for at nyde den romantiske Slotspark,
gåturene omkring Bagsværd sø samt den dejlige mad og venlige betjening
på Slotspavillonen, hvor scener af TV-serien Matador blev optaget.